Stuart Pearson: Moderne bard, "Mojave" afspejler amerikansk kultur under en sund fortælling med ørkenen som baggrund (oversat fra portugisisk)

af Daniela Farah - Roadie Music
Der er nogle produktioner så kraftfulde, at de skaber deres egen atmosfære, der er i stand til at påvirke andre værker. "Mojave" er et af de albums, der indeholder en lydkonstruktion, der er så imponerende, at den gennemborer lytteren. Vi ved ikke, om Stuart Pearsons nye værk har en film eller en serie om dens indflydelse, men det kan lige så godt. Der er ti sange så godt konstrueret, at de fortæller en historie, der afspejler amerikanske nuancer.

Barden sætter tonen, der vil gennemsyre albummet i "Like A House With Broken Windows". Selv dem, der aldrig har været i en ørken, kan mærke varmen og se røgen komme fra motorvejen, kroppene bøjede og trætte og skærmer sig mod solens stråler. Fortællingen om "huset med de knuste ruder" er stærk, og selvom man ikke forstår det engelske sprog, er det kun at stoppe op og være opmærksom på historien. Det viser, hvor kraftfuldt Stuarts værk er, hvilket gør en analogi af huset med manden.

Den hviskede basvokal fra "Down the Ravine" er sat mod de energiske, hurtige beats. Tag et par hovedtelefoner på for at kunne absorbere al lydens kompleksitet. Der er messing og en gammel telefonlignende alarm bipper i baggrunden. "Dragging The Lake (on the Day of the Dead)" fastholder hvisken, der her formidler ideen om mystik, der omgiver selve ørkenen, dog under en kabaretjazzrytme, der er burlesk og smittende i det yderste.

Efter en linje tættere på den amerikanske klassiker, ankommer "Are They Digging Your Grave (or are they digging mine?)" med duften af en moderne western. Den amerikanske bard, der fortæller historier med analogier i en fængslende lyd, vender tilbage til fortælling med dybden af en, der taler fra gravene, men alligevel reflekterer over livet. "Tomorrow's Gonna Hunt You Down" er nærmest et psykologisk bang-bang, med den konstante spænding at holde pistolen tæt på, selvom det er på en diskret måde. Det går ud over at være forberedt på det værste, som kan ske når som helst.

"One Cut" bryder den æstetik, der gennemsyrer albummet, på en meget komplementær måde. Sanget af Hunter Lowry, som var med til at skrive kompositionen, bringer nummeret et ekstremt feminint modspil, ikke kun på grund af sangerens bløde og blide stemme, men for at repræsentere styrken til at acceptere livets skrøbelighed. Det er en romantisk ballade, i ordets bedste stil, et forhold hjemsøgt af livets menneskelige ufuldkommenhed.

Det fremragende album indeholder også "You Don't See Me (Jimmy Crack Corn)", "The Interstate", "You Never Really Know" og "Dance Skeletons Dance". Stuart Pearson er den moderne bard, der i sin Dark Americana portrætterer rigtige historier, der danser i ilden med legender.

læs på roadie-music.com